Vejen ad hvilken
Af Torben Weirup – 2006
Mennesket er fraværende i Søren Hagens nye billeder. Sådan er det. Også
denne gang. Tredje separatudstilling i Galerie Egelund.
Det er ikke, fordi Søren Hagen ikke kan gengive mennesker. Det gør han,
når han maler portrætter. Men i sine billeder fra det nære og det fjerne og
fra de store vidder – flere af billederne er i cinemascope, det særligt
brede filmformat – er mennesket fraværende. Det er i stedet deres spor, man
ser.
I mange af sine fascinerende billedserier har Søren Hagen med
forkærlighed valgt motiver fra USA og her især ørkner og udkanter. Denne
gang stammer scenerierne fra en længere rejse i Mellemøsten gennem lande
som Libanon, Syrien, Jordan og Egypten. Som andre nyrealister har Søren
Hagen et mellemværende med guldaldermalerne, der også rejste ud og kom
længere end til Rom i deres forsøg på at skildre verden. Og som andre
nyrealister er det væsentligt for Søren Hagen at arbejde præcist med
gengivelse af verden og herunder undersøge stofligheden i og beskaffenheden
af materialerne i de genstande, han maler. En god nyrealist viser i sine
billeder ikke alene tingene. Han redegør også for deres struktur og
karakter – og hvordan det føles at røre ved dem. Der er forskel på at
gengive metal, asfalt, sten, plastic og sand.
Søren Hagen er på sin rejse stødt på nogle af menneskehedens ældre
monumenter, og dem har han så malet. Men han er også stødt på mere
hverdagsagtige genstande, som han maler med samme optagethed. Selvfølgelig.
Plasticstole eksempelvis og affaldscontainere og andre beholdere placeret
tilsyneladende skødesløst under en blå, blå himmel, der antyder det samme
evighedsperspektiv som over søjlerækkerne, tempelruinerne, badeanstalterne
og de gamle huse. Stolene og husene er selvfølgelig tomme –
mennesket er jo fraværende – og vi ved ikke, hvad containerne indeholder.
Vi ser heller ikke, hvor de veje i landskabet, han gengiver, fører hen. Som
det har været tilfældet i hans tidligere billedserier, er også de nye
arbejder fyldt af hemmeligheder. Vi ser, hvad vi ser. Et landskab med
genstande. Men fortællingerne i dem er langt mere foruroligende og
tvetydige. Stilheden i dem er påfaldende. Billederne indeholder stemninger
som forladthed og melankoli, og de opfordrer betragteren til at digte sine
egne historier. Kunstneren lægger frem, hvad han har set, men han opfordrer
os samtidig til at se mere i billederne. There is more to the picture, than
meets the eye, som det hedder i en sang af Neil Young.
Søren Hagen, der er født i 1957, er som billedkunstner autodidakt. Han
debuterede for netop 20 år siden på Kunstnernes Efterårsudstilling og har
sideløbende med mange separatudstillinger deltaget i en række
gruppeudstillinger og herunder som medlem af sammenslutningen PRO. Han er
repræsenteret på bl.a. Århus og Skive kunstmuseer samt i Statens Kunstfond
og Ny Carlsbergfondet.