Søren Hagens passion for mennesket er distinkt. Hans malerier skildrer steder, der
træder i karakter som mentale selv-portrætter, som han gennem sin særlige
sampling-realisme folder ud som et erkendelsespotentiale af almenmenneskelig
karakter. Menneskeskikkelsen er udelukkende Søren Hagen fremmed i disse
tematiske fremstillinger, i landskaberne, i byrummene (og i hans kunstneriske
isolation). De ville støje for meget der.
Men Søren Hagen maler faktisk menneskeskikkelser – endda med en udpræget
intensitet som følge. Som et fascinerende ekstra-kapitel til ISCENESÆTTELSER kan
en række af Hagens mest karakteristiske portrætter opleves. Portrætter der
svinger mellem de klassiske portrætkategorier: det repræsentative og det
psykologiske.
Vis mig
I PORTRÆT AF BORGMESTER WILLY R. ELIASEN skildres den tidligere borgmester
for Stenløse Kommune i en landskabelig setting hentet fra Broskov nord for
Ganløse: træernes efterårsglødende farver, søens blanke vand og den blå himmel
skaber et smukt bagtæppe for figuren. Vi oplever den portrætterede i en sluttet,
afbalanceret form, der udtrykker den autoritet, ro og koncentration, der tilhører
embedet. Ansigtsudtrykket, posituren, de klassiske klæder og ikke mindst
borgmesterkæden manifesterer ham. Dét er portrættets form – og funktion.
Maleriet skal fastholde personens officielle identitet, som den grundlægges i
vores samfundsfunktion (i fællesskabet). Det er den ”skærm”, den rolle, som vi
møder verden med.
Søren Hagen, der har udført værket på bestilling, kunne have valgt en langt mere
kodet, symbolrig komposition. Nok er det legitimt at læse efterårsscenen som et
billede på en politiker, der er i sit livs efterår og som kan se tilbage på en strålende
karriere – men vi finder ikke attributter der fx kunne henvise til Willy R. Eliasens
meritter. Selv om der er tale om et repræsentativt portræt, søger Søren Hagen at
lade personen og ikke kun embedet komme til syne. På den måde nærmer
borgmesterportrættet sig et psykologisk portræt.
Find mig
I PORTRÆT AF JØRGEN BOBERG møder vi Søren Hagens portrætkunst på sit
kunstnerisk set højeste. Kunstnerkollegaen, der betegnede Søren Hagen som sin
maleriske søn, er gengivet næsten i life-size. Portrættet ytrer meget lidt konkret
om den portrætterede. Han er placeret i et tomt, kælderlignende rum. Fra
værkerne i ISCENESÆTTELSER genkender vi elementer og stemninger: mørket, de
modulerede betonflader, optegninger på grunden, en vis råhed, et forfald,
kælderens snask, der opløser det stabile. Mennesket, også Jørgen Boberg, er
alene i denne verden.
Imidlertid er Boberg skildret med venlighed. Portrættet synes at bygge på en
viden om, at Boberg har fundet en vej gennem det ensomme livsvilkår, at han
gennem livet har evnet at vende logikkerne i ensomheden om og skabe et
reservoir af viden, erfaring og ro. Et reservoir som grundlægger et kunstnerisk og
menneskeligt nærværsrum mellem de to kunstnere.
Ligesom Boberg-portrættet så er PORTRÆT AF MICHAEL KVIUM realiseret på
Søren Hagens foranledning. Som et portræt af en kunstner, Hagen nærer dyb
respekt for. Det smukke portræt skal ikke udlægges her – men hav Kviums værker
in mente og læg så mærke til den portrætteredes sluttede form og kontrasten til
træernes udefinerbare og mystiske struktur. Vigtigere er det at understrege, at
også Kvium er placeret på et ikke-sted. På den vis søger Hagen en kompositorisk
form, der tillader ham at fokusere på mennesket bag dét vi ser.
Selv-portræt
En særlig kunsthistorisk genre er selvportrættet. Undersøgelsen af sit eget
fysiognomi har til alle tider fascineret og været et felt, der har budt på værker af
unik kvalitet – tænk blot på selvportrætterne af Vincent Van Gogh (1853-1890),
Pablo Picasso (1881-1973), Frida Kahlo (1907-1954) eller Edvard Munch (1863-
1944) som Søren Hagen på mange måder deler sit psykologiske set-up med.
I SELVPORTRÆT ser vi Søren Hagen siddende på en stol i et ikke-rum med to fliser i
skødet. Alt er gråligt, hvorfor hans hud og det insisterende blik, dét der definerer
ham, virker yderst nærværende. Samtidig er billedet krapagtigt manipuleret,
opsat, kunstigt. Han er placeret – for ikke at sige udstillet. Eller, snarere udstiller
han sig selv. Vi ser ham set med hans egne øjne. Vi er tæt på det livssyn, som
Hagen undersøger i ISCENESÆTTELSER. Samtidig med at billedet således forbinder
sig til hans overordnede kunstneriske projekt, så rummer portrættet en markant
selvironisk tone. Ikke bare er billedet lidt for gråt (så trist er livet vel heller ikke) –
det synes også at stille et spørgsmål: Hvorfor ikke bryde ud af rollen, som den
hofnar, der udelukkende indfanger spor af grundlæggende sandhed? Hvorfor ikke
handle på indsigten selv?
Men SELVPORTRÆT er for mig at se først og fremmest et billede på Søren Hagen.
Et billede på hans kunstneriske univers – men også på hans personlige fortælling:
fra opvækst til i dag. Lidt tættere på falder opmærksomheden på de to fliser i
hans skød – betonfliser som vi til fulde fornemmer tyngden af. Mon ikke de3
refererer til en personlig erfaring. Kunne de være symboler på en byrde, et savn,
et tab? Det er ikke utænkeligt. På den måde, og fordi værket faktisk viser en
ensomhed og følelse af tristesse (til trods for det ironiske islæt), bliver en privat
fortælling til et erkendelsesstof, som vi alle kan drage viden fra. Som et mentalt
billede på vekselvirkningen mellem det svære, kaotiske, problematiske og den
tilstand af ro der viser sig, når livet falder på plads igen. Nok en erfaringshorisont
som mange kan nikke genkendende til.
Mellem-værende
Et sted mellem det repræsentative og det psykologiske portræt finder vi
PORTRÆT AF MF LØSGÆNGER JACOB HAUGAARD. Maleriet deler visse træk med
Søren Hagens tematiske malerier, da det samtidig med at portrættere Haugaard
er en fremstilling af demokratiets implosion – eller af dét faktum, at en stærk
performativ (kunstnerisk) praksis har medført, at Jacob Haugaard blev valgt ind
som løsgænger i Folketinget. En fallit ikke for Haugaard (ansvaret som MF blev
hurtigt en nærmest angstprovokerende realitet for ham selv) eller for politikerne.
Fallitten er på demokratiets side: at så mange kunne stemme på en person, der
ikke stillede op for at komme på tinge for at gøre en forskel. Det er denne fallit,
som billedet giver krop. Vi ser løsgængeren, der eftertænksomt driver tiden af.
Som overvejer han ansvar eller dedikation til rollen som folkevalgt. På den måde
kan billedet læses som en refleksionsfigur. Dels som en kritik af at folket kan
forføres, dels som en tanke om de ”rigtigt” folkevalgte. For hvilke performances
har de opført for at blive valgt, hvilket (fællesskab-)cirkus deltager de i? Uanset
hvad, så rokkes der ved det demokratiske fundament. Maleriet – der opstod hos
Søren Hagen som en af de idéer, der måtte ud – blev købt af Folketinget. I dag er
det placeret på en central plads og indgår i rundvisningerne på Borgen. Dét ikke
mindst fordi Søren Hagens værk indkapsler en speciel episode i moderne dansk
politik på fornem vis.
Billedstorm
Vi lever i dag i en pulserende billedkultur. Den digitale verden har for altid
revolutioneret alt. Det digitale set-up betyder, at vi bombarderes med
informationer, men også at vi til enhver tid kan skaffe os oplysninger om alt på
nettet. Denne informationseksplosion er i meget høj grad kulturdefineret og
kommer måske tydeligst til udtryk i optimeringen af vores virtuelle identitet. Altså
den identitet som i meget høj grad samples sammen af vores
billedkommunikation via instagram, facebook, picasa, youtube (der dukker hele
tiden nye ting op). Udbredelsen af os selv, vores steder, vores liv gennem billeder
er essentiel – som tegn på at vi faktisk findes.4
Det er sådan set ganske fint og lige til, men de mange billeder påvirker
os – og ikke mindst vores forståelse af virkeligheden. Billederne har gjort
os immune til en vis grænse. Vi er billedmættede. Og, endvidere
minimeres billedets troværdighed som sandhedsmedie løbende:
manipulerede billeder/fotografier, iscenesatte film med dokumentarisk
tilsnit, reality-tv. YOU NAME IT. Billeder af virkeligheden er ikke, hvad de
har været. Den instinktive tillid til vores øjne skrumper ind.
Det er nok i dette clash – mellem det fotografiske (tilsyneladende ægte)
billede og Søren Hagens figurative portrætter – at noget betydningsfuldt
opstår. I malerierne kan vi opleve, hvorledes Søren Hagen søger at
fastholde virkeligheden med en insisterende psykologisk, sociologisk og
antropologisk energi. Måske netop fordi kunstværket, maleriet ikke
længere er knyttet til “virkeligheden” som en dokumentarisk genre, så er
det sat fri – og kan dermed give troværdige udsagn om virkeligheden,
om de mennesker som indfanges af Søren Hagens pensel.