Cyklus trumfer den tid mennesker er forundt
Søren Hagen er med udstillingen ”Cykler” inspireret af den naturens evige fornyelse som spirer, modnes og fader ud i en vedvarende skabelsesproces. Hans motivverden er cirkulær. Det er hans lærreder også. Billederne implicerer et særegent møde mellem gammelt og nyt. Et smertefuldt møde.
Den Store Danske skriver:
Ordet cyklus kommer af latin, af græsk kyklos ‘ring, kreds’.
For det enkelte menneske er der egentlig ikke tale om en cyklus, men om et forløb, der ikke kan gøres om eller gentages på den samme måde.
Cyklus, En cyklus er karakteriseret ved mere eller mindre regelmæssigt tilbagevendende fænomener, hændelser, ensartede processer eller tilstande. Naturen manifesterer sig ofte på en måde, som bevirker, at vi anskuer udvikling og forandring som cyklisk. Et døgn har et kendt forløb, Månen gennemgår på ca. 29,5 døgn en cyklus fra fuldmåne til næste fuldmåne, årstiderne kommer og går i en fast rækkefølge og afspejles i det levende.
Vi opfatter ofte livet som en cyklus med en begyndelse, når vi bliver født, en kulminationsfase og en afslutning. For det enkelte menneske er der egentlig ikke tale om en cyklus, men om et forløb, der ikke kan gøres om eller gentages på den samme måde. Når vækstforløb eller livsforløb således opfattes som cykliske og betegnes som “livscyklus”, ligger der heri en betragtning over flere generationer. Vi taler også om livscyklus for dyr, planter og andre organismer. Man kan ikke to gange træde ud i samme flod, sagde den græske filosof Heraklit. I det mindste er der altid tiden til forskel. Derfor kan det synes paradoksalt, at vi er så tilbøjelige til at anskue disse fænomener som cykliske. Cyklus-begrebet kan ikke adskilles fra begrebet tid. Men mens en ægte cyklus må være en sluttet ring, kan tiden kun erkendes som en pil med én retning og ét forløb.
I den klassiske græske geometri er cirklen, kyklos, den perfekte figur. I middelalderen var cirklen den himmelske figur, repræsenterende himmellegemerne og evigheden. Den rette linje var den jordiske figur. Så måske udtrykker vores hang til at tillægge naturens fænomener en cyklisk dimension netop, at vi tilstræber det ideale. Samtidig kan opfattelsen af, at alting i naturen foregår i tilbagevendende og genkendelige mønstre, give os en fornemmelse af tryghed, bl.a. fordi vi så er forberedt på, hvad der vil komme”.
Søren, hvorfor har du valgt at bevæge dig rundt i et naturens univers af gentagelser? Hvorfor hedder udstillingen Cyklus?
Cyklus er blevet til som en besværgelse af de tilbagevendende fænomener som er større, langt større end det enkelte menneske. Universets, himmellegemernes, naturens, kvindens cyklus. En undtagelsestilstand opstår i erkendelsen af, at vores eksistens på jord desværre ikke er cyklisk. Det er dette smertefyldte i vores eksistens, der interesserer mig – at vi mennesker kommer ind i cirklen og er her så kort tid – ydermere med en følelse af at leve i en dystopisk tid. Den påvirker vores tidsånd i dag mere end i nogen anden epoke, og dette prøver jeg at indfange i mine malerier, at vi mennesker er ved at ødelægge dele af Cyklus.
Udstillingens titel Cyklus understreges af at samtlige billedformater er runde. Vi tænker for det meste i traditionelt firkantet maleri, næsten alle billeddannelse vi omgiver os med er kvadrede. Den runde form er så at sige et benspænd, et godt trick som andre anvendelige tricks. Jeg skal henlede opmærksomheden på renæssancen perspektivtricks, herunder toning over i det disede lyseblåt. Altså et trick hvor kunstnerens Ide kan udfolde sig inden for det givne format, rundt eller perspektiv i en traditionel firkant. Cyklus er tilmed grafisk flot, det er virkelig et betydningsfuldt og udfordrende begreb. Som 65-årig etableret kunstner føler jeg, at det er vigtigt at udfordre sig selv, det gælder såvel form som indhold. At skabe udfordringer over for sig selv og beskueren. Det kompositoriske i det at få et rundt maleri til at fungere er en seriøs disciplin.
Den runde form og formens indhold. Start i Berlin, på museum Gemäldegalerie. Jeg stod over for Botticellis; ”Maria og Jesusbarnet”; det kompositoriske fungerer perfekt i hans maleri. Kunne jeg bruge hans opstilling og overføre det til mit maleri? Det gjorde jeg ved at tage ud til ”mit sted” i Dyrehaven nord for København. Stedet er en lysning, hvor man kunstigt har fældet træerne, for at fremme biodiversitet. Der søgte og opdagede jeg disse træer. I arbejdsprocessen valgte jeg at afmontere maleriets indhold i Botticellis værk og kun overføre kompositionen til en fortælling om naturen, som det sted det kommer fra.
Inspirationen til dette billede kommer fra flere kilder. Jeg ønsker at arbejde med det smertefulde møde mellem gammelt og nyt. Første inspiration er filminstruktøren Sergio Leones ”The Good, the Bad and the Ugly”. I denne film er jernbanen et symbol på fremskridtets USA. Sidst, men ikke mindst; Turners maleri fra 1838. “The Fighting Temeraire, tugged to her last berth to be broken up”. Det gav mig ligesom lov til at turde male et solnedgangs motiv. I Turners maleri ses der en strålende orangegul solnedgang, den mørkt truende slæbebåd bliver et symbol på tidens ubønhørlige gang, det gamle England overhales af den nye tid. Det jeg har arbejdet med i mit maleri er nostalgi, en svunden tid, hvor jernbanen står som et område, der ikke længere bliver værdsat. Jernbanen er skabt i industrialiseringens tidsalder, i dag har vi et vidensbaseret samfund og industriproduktionen er outsourcet til Kina.
På maleriet af motorvej E45 kører der kun 4 hvide lastbiler. Landskabet er set oppefra. Jeg arbejder her med en alvidende fortæller, maleriet har en ”alt for” stor tom himmel. Over himlen er der ikke et eneste spor fra fly. Maleriet er skabt i perioden, hvor alt lukkede ned. Udenrigsministeriet lagde hele verden i rød. Vi sad hjemme og læste/så hvad der skete i Italien osv. I Danmark blev der kun kørt madvarer ud. Det var det. Landskabet er pænt, men jeg håber også at beskueren kan genkalde sig den stemning af sårbarhed og fortabthed.
Vi ser tre formationer, der skyder op af den mørke brunviolette danske muld. Forgrunden er ekstra mørk; som en bølge ser du ind under landskabet, en lille hilsen til L.A. Ring og Caspar David Friedrich, der om nogen har udforsket mørket i din sjæl. Koloristisk lagt i mol for at blive i stemningen. Øverst i motivet ses to elverhøje, på dem gror der egetræer, som stræber imod himlen. I mellemgrunden, en bunke blågrå slagger/lort. Nutiden, der stille råber af fortiden. En refleksion over det moderne danske landbrug. Motivet udmærker sig gennem sit fravær af påtrængende symboler.
Maleriet har haft en langvarig, besværlig tilblivelsesproces. Maleriets hovedmotiv er et omrejsende cirkus med uddøde fortidsdyr i farvestrålende glasfiber. Det sker midt i en tid, hvor menneskehedens adfærd medvirker til endnu en massedød af dyrearter i naturen. Den følelse jeg sidder tilbage med efter alle mine rejser rundt i verden, er, at vi mennesker fylder urimeligt meget, at vores udpinende adfærd er ødelæggende. Jeg er med på, at jeg gennem at rejse pådrager mig skyld.
Malerprocessen har været en leg med lys og skygge, træer/buske der ikke har blade på, den sjældne danske orkidé Fruesko, der blomstrer om sommeren. Naturalistisk set interesserer årstidernes gang mig mindre. Jeg prøver at sætte mig ud over årstiderne for at sammensætte elementer fra forskellige årstider til en fortælling, om at religion for mig ikke er anvendelig som trøst og retledning. Vi har en konstant bevidsthed om, at vi er dødelige, og vores tid på jord en dag rinder ud…
Et drivhus af i går. Første tanke var en kommentar til drivhuseffekten, en dystopisk tanke i retning af, at klimaet har ændret sig, og der ikke er brug for denne form for landbrug længere. Konsekvensen af de ændrede vejrforhold er så også et uvejr, som har raseret drivhuset. dfv
Drivhuset er et objekt, der har haft mening i fortiden, men har mistet sin funktion og eksistens i nutiden. Maleriet er dermed tilbagevisende nostalgisk. Igangsætteren var snakken omkring drivhuseffekten, men maleriet er nok løbet lidt af med mig; nostalgi, drivhuset af i går, fra dengang, hvor nattehimlen blev oplyst på hele vestegnen mod Køge og Frederikssund. Den grønne farve er symbol på liv og vækst og en stemning og en tone, der slås an. I dag dyrkes de fleste grøntsager i plastdrivhuse i Spanien.
Maleriet fremstår som et natbillede med fuldmåne. Månen er i høj grad symbol på det cykliske princip; universel tilblivelse. Månens fødsels-, døds- og opstandelsesfaser markerer udødelighed og evighed. Som alt andet jeg laver, er maleriet sammensat af mange forskellige foto og steder, himmelen er taget fra min egen have, landskabet er fra Lyon fotograferet midt på dagen, minkfarmen er taget fra artikler på nettet, der belyser problemstillingen. Samlet i et maleri, inspireret af nedslagtningen af Mink i Nordjylland.
Den dystopiske grundstemning i malerierne er klart påvirket af covid-19 pandemien. Og angsten for at menneskeheden grundlæggende ikke ønsker at gør noget ved den globale opvarmning og den store befolkningstilvækst, som stadig sker i dele af verden.
Det er det sidste maleri, men det peger videre for mig, den her dystopisk verden den interesserer mig simpelthen; ”I’II Be Back”.
Overordnet beskæftiger jeg mig med det ofte smertefulde møde mellem gammelt og nyt. Som kunstner har jeg rent faktisk udviklet et behov for at lave min kunst, for at få rede på hvordan verden kan se ud eller rettere ser ud, få styr på det et være i verden, verden er stor og uforståelig. Derfor putter jeg i småstykker verden ned i min kunst. Dermed bliver verden mere forståelig, mere en almen tilstand, som jeg håber, beskueren kan udlede sine egne erfaringer af. Når jeg arbejder i mit atelier, finder jeg roen.
Maleriernes navngivning er en svær disciplin. Skal man som kunstner vælge at hjælpe/retlede beskueren i den retning værket skal fortolkes? Jeg er bevidst om, at hvis en titel er for bastant og entydig, ja så fratager man beskueren de associationer og minder, som det menneske måtte have. Som kunstner er jeg altid blevet overrasket over de kommentarer der kommer og alle de betydninger og skøre metaforer der opstår. dystopi – dystopisk verden – melankolien – ”I’II be back”.
Fra en samtale mellem John De Summer-Brason og Søren Hagen.