Ved vejen
Af Torben Weirup – 2003
Mennesket er fraværende i Søren Hagens nye billeder. Også denne gang. Og så er det alligevel mennesket, de fortæller om. Man kan se dets spor. Motor- og landevejen med stop- og vejskilte. Broer, skure og parkeringspladser der ligger så stille hen i Solen og møder naturen i form af en palmelund eller nogle små buske på en skråning. Himlen, der repræsenterer evigheden og symboliserer et perspektiv der rækker ud over det enkelte menneske, er tindrende blå, og undertiden besejles den med lette skyer. Men den er blank og lukket, og de majestætisk sejlende skyer er blot med til at bidrage til den udprægede tone af stilhed, der er i disse perfekte og i ordets positive forstand glatte billeder. Tystnaden hedder en af Bergmans film fra midten af 1960erne som handler om den frygtelige erkendelse af, at Gud er død. Himlen over os er tom. Jeg skal ikke gøre mig til af at have indsigt i kunstnerens personlige tro og religiøse overvejelser, men hans billeder handler tydeligvis om en verden, hvor Gud måske spiller en rolle men ikke er til stede.
Livet uden Gud gør tilværelsen tom. I hvert fald for mange mennesker. Verden ligger måske åben med alle dens muligheder, som man kan se i Søren Hagens billeder med deres påfaldende mange henvisninger til infrastruktur og mobilitet, men prisen er isolationen og ensomheden. I Søren Hagens malerier er vi ikke blot ensomme blandt mennesker, for de er der som nævnt slet ikke. Ensomheden er et grundlæggende vilkår, og det viser kunstneren så med al ønskelig tvetydighed, for hans billeder afviser også alle bastante tolkninger.
I tidligere værker har der været en lang række henvisninger til hemmeligheder i form af lukkede beholdere og bygninger. Det synes at være et generelt motivisk træk hos mange af de malere, der rubriceres som nyrealister. Kritikere af nyrealismen fremhæver ofte, at man jo blot ser, hvad man ser. Måske en person eller et landskab. Men udover den forførende kvalitet der ligger i selve den tekniske udførelse, er der i reglen mange lag af betydninger i nyrealisternes billeder. Under overfladen ligger de fortællinger, der får os til at digte med, og de udsagn om den portrætterede, der får os til at spekulere over hans ellers hendes indre liv.
Således også i Søren Hagens seneste malerier. Fører alle disse veje nogen steder hen? Hvad er der sket på dette sted? På badebroen, på parkeringspladsen, i det lille skur? Hvorfor er nogle af vejene afspærret? Hvorfor er her så stille? Jeg mener det ikke blot i den forstand, at der forud for det nu, kunstneren har fastholdt, som varede det en evighed, kunne være sket en ulykke eller måske fundet en forbrydelse sted, skønt billederne også rummer foruroligende supenceagtige elementer. Det er blot den erfarne kunstners virkemidler. Med billedernes på en gang urovækkende og genkendelige gengivelse af virkeligheden inviterer han betragteren til at vandre i disse amerikanske landskaber og aflokke dem deres hemmeligheder. Jeg mener det snarere på den måde, at billederne også rummer tvetydige bud på en livstolkning, som vi må forholde os til, sådan som det er tilfældet med al god og vedkommende billedkunst.
Det er det, kunst kan. Udover at glæde med farve og linjer og lys og rum og ved siden af beundringen over den håndværksmæssige kunnen kan kunst formidle stemninger – i dette tilfælde en konstruktiv melankoli – og få os til at tænke over tilværelsen og forholdet til næsten. Der altså i Søren Hagens nye billeder er karakteriseret ved at være påfaldende fraværende….
Torben Weirup er kunstkritiker ved Berlingske Tidende.