How many roads….
Notater om Søren Hagens seneste billeder
Af Torben Weirup – 2000
Hvad er det, der er så interessant ved nyrealistiske malerier? Jeg mener, hvorfor ikke bare tage et billede med sit kamera og blæse det op i passende størrelse. Dét vil garanteret få alle detaljerne med. Og ganske vist kan et fotografi lyve og manipulere lige så meget som et maleri eller mere for den sags skyld – al den stund vi forventer en art sandhedsværdi af fotografiet, en form for dokumentation eller bevis. Men alligevel. Hvorfor male hverdagen. Hvad er det, der er så interessant ved nyrealistiske malerier?
Tja, ved et (ny)realistisk maleri kan man f.eks. beundre teknikken, og vi er som billedbetragtere selvfølgelig nådesløse, hvis den håndværksmæssige side – præcisionen, akkuratessen, farveklangen, stofligheden – ikke er i orden på de punkter, hvor den bør være det. Er det imidlertid tilfældet, begynder forførelsen og rejsen ind i billedet.
Teknisk i orden, stod der. Jamen, det betyder mere end én ting. Det er ikke nok at kunne gengive genstande og steder i verden, sådan som de ser ud. Maleren må forstå deres karakter og materialemæssige kvalitet og udtrykke den. Tyngde, lethed, hårdhed, blødhed eksempelvis. Et billede af en vej i Californien er uinteressant, hvis det ikke har smagen og duften og lyden af stedet i sig, og omgivelserne træder frem med overbevisning.
Den største kvalitet i Søren Hagens værker er imidlertid hans evne til at skabe stemninger og fortælle om det at være menneske. Mennesket er ganske vist i påfaldende grad fraværende i billederne. Men sporene af det er der. Vejene, skiltene, jernbaneskinnerne, benzintankene, møllerne, vandtårnene, lagerbygningerne, skurene, parkeringspladserne, broerne, viadukterne, strandpartier, henstillede tønder og forladte maskiner, gitre og afspærringer. Påfaldende meget i billederne er lukket eller omsluttet, beholdere af forskellig art optræder hyppigt, og togvognene er lukkede og beregnet på transport af gods af en karakter, man blot kan gisne om. Do not enter, står der på et skilt ved en nedkørselsrampe til en underjordisk garage ved et hus, hvis vinduer er erstattet af mur. På en øde strand ses en livredders udsigtstårn. Det er lukket. Hemmelighederne optræder i Søren Hagens arbejder med en foruroligende intensitet ligesom i Twin Peaks.
Måske er hemmeligheder et forkert ord. Men trods de åbne vidder er det alligevel sigende så mange lukkede beholdere og bygninger, man finder i Søren Hagens maleri. Måske har de at gøre med alle de lukkede skuffer og aflåste rum, der er inde i ethvert menneske. Ensomheden og isolationen er jo til at tage og føle på i disse billeder. Melankolien rejser sig insisterende i dem. Som en udpræget kvalitet.
Der ser jo ellers så lovende ud på disse veje i vidtstrakte Californien og Arizona. Himlen er blå, nærmest hockneyblå. Skyerne er fjerlette, og dagen er ung og kunne blive god. Og alligevel er det himlens blå, der giver et nærmest surrealistisk eller magritteagtigt signal om, at alt ikke er, som det skal være. Det er ikke glansbilleder, selv om de umiddelbart foregiver at være det med deres umiddelbare imødekommenhed. Det er alvorlige billeder. Med fortællinger om menneskets ubodelige ensomhed. Verden ligger tilsyneladende åben, men alligevel står der STOP på vejene, og der er one way-skilte på Route 66….
Torben Weirup er kunstanmelder ved Berlingske Tidende.