TALE JYLLANDS POSTENS PRIS 4.3.2003
SØREN HAGEN
Af Jens Erik Sørensen / dir. Aarhus kunstmuseum.
Mine damer og herrer, kære Søren Hagen
I den lille priskommite havde vi i år 20 kunstnere oppe og vende som emner til Jyllands Postens Pris 2002. Alle var inden for deres respektive medier værdige kandidater til prisen, – så det var svært. Men lige som ved overenskomst-forhandlinger der trækker ud hen over natten og ud på morgenen, hvor man langsomt bliver enige om det væsentlige og dropper det uvæsentlige, så koncentrerede vi blikket på det, der skilte sig væsentligt ud.
Og efterhånden var Prisudvalget ikke i tvivl. Søren Hagens realistiske kunstværker stod tilbage og gjorde – med deres farvekraftige udtryk og storslåede stilhed – krav på ekstraordinær opmærksomhed.
For det er bestemt ikke årligt man på den danske kunstscene støder på unge nyrealistiske malere, eller mere præcist: fotorealistiske malere, der mestrer den svære kunst.
Lige fra den første gang jeg så Søren Hagens landskabsbilleder var jeg solgt og forbavset over hvem manden mon var, der kunne male sådan, og gjorde det, billede efter billede, skabt i koncentreret ensomhed med ryggen til virkelighedens verden og med ansigtet og tankerne rettet mod den nye verden, som kun langsomt ville dukke op dér på lærredet foran ham.
Foruden alle de æstetiske overvejelser, der skal til for at skabe et kunstværk, så kræver
fotorealismen jo noget mere, nemlig ekstrem tålmodighed og stor teknisk dygtighed.
Og du er blevet ved gennem alle årene, og har fastholdt en stil, udviklet en motivkreds og perfektioneret dit visuelle sprog.
Med valget af Søren Hagen er prisudvalget overbevist om, at vi ikke blot har valgt en kunstner, hvis kunst skiller sig ud fra mængden, men tillige, at vi her har at gøre med en af de fineste repræsentanter for fotorealismen uden for USA.
Hagens kunst hører jo til i international sammenhæng med den amerikanske fotorealisme, – en kontroversiel kunstretning, der opstod i USA i slutningen af 60’erne, – i naturlig forlængelse af POP-kunstens hverdagsbilleder.
Grunden til, at stilen virkede provokerende på sin samtid skyldtes, at den havde valgt at basere sit realistiske udtryk på fotografiet som forlæg. – Altså at se maleriet gennem en fotolinse. – Det oprørte ikke mindst en række figurative samtidskunstnere, som ikke kunne acceptere fotografiet som forlæg for det færdige kunstværk i stedet for den traditionelle tegnede skitse. Og endnu værre var, at de fotorealistiske malere brugte en maleteknik, der fik det færdige værk til igen at ligne et fotografi.
Man kunne simpelthen ikke forstå hvorfor nogen gad male et maleri, der i så høj grad kom ligne et fotografi? Hvorfor ikke bare nøjes med fotografiet. – Fotorealisternes enkle svar herpå har altid været, at de ikke var fotografer, men malere. Fotografiet var alene deres visuelle hukommelse for at kunne male værket!
Som vi ved har kunstnere brugt fotografiet lige siden dets opfindelse for mere end 150 år siden. Bl.a. Degas, Edv. Munch og vor egen P.S. Krøyer. Sidstnævnte fik indrettet et interimistisk mørkekammer i huset på Skagen. Men det var ikke noget der blev snakket om, for det lå naturligt i luften, at det var snyd at bruge fotografiet som forlæg og dermed hoppe over hvor gærdet var lavest. – Fotorealisterne var de første, der stod åbent frem og gjorde en dyd af at bruge fotografiapparatet som malerens 3. øje.
Og fotorealisterne studerede ivrigt den nye måde at se på, hvilket først og fremmest vil sige fotografiets evne til at fryse den sete virkelighed fra forskellige synsvinkler, på forskellige afstande og i forskellige udsnit. Kun med fotografiet er man i stand til at fastholde lysets refleksioner og spejlinger, – og den mindste bevægelse ville ændre billedet radikalt. – Fotografiet kan registrere alt fra det mikroskopiske til det teleskopiske, og netop de muligheder er forudsætningen for den klarhed, farvestyrke, akkuratesse og detaljerigdom, som kendetegner deres maleri.
I udgangspunktet var fotorealisternes motiver dagligdagen og et kompleks af hverdagens banaliteter. Også på dette område blev de mødt med mishag. Hvad havde egentlig en motorcykel, en tankstation, en pick-up, en togvogn, en ketchup flaske og en “diner” med malerkunst at gøre. Men de insisterede og de amerikanske fotorealisters billedunivers står i dag for os alle som visualiseringen af The American Way of Life.
Nye generationer er kommet til både i USA og i Europa. Og med Søren Hagens kunst kan ingen være i tvivl om, at vi her står over for en rendyrket fotorealist, som på fornemmeste vis udvikler en tradition med nye motiver og muligheder.
Som mange af de tidlige amerikanske fotorealister er Søren Hagen autodidakt. Med hjælp fra især Niels Strøbek blev han sat på sporet af det nyrealistiske maleri og debuterede i 1986 på Kunstnernes Efterårsudstilling. – Siden er det gået stærkt med utallige udstillinger i ind- og udland, ligesom han har modtaget en række priser og legater for sin overbevisende kunst.
I dag er Søren Hagen medlem af den danske kunstnersammenslutning Pro og er udstillingsaktuel i gallerie Egelund i Landemærket. Med til historien hører naturligvis, at han har foretaget adskillige rejser i hele verden og på disse indsamlet motiver og fotografisk materiale til sine mange malerier.
Det er altid egne fotografier, et eller flere, Søren Hagen bruger som forlæg. Som man forstår er der mange forskellige teknikker knyttet til udførelsen af det fotorealistiske maleri, og i selve arbejdsprocessen manipulerer han ofte med forlæggene, idet han forenkler, reviderer og supplerer fotografiernes virkelighedsindtryk.
Et af de spørgsmål, som ofte stilles de fotorealistiske kunstnere er: hvor lang tid tager det at lave et sådant fantastisk, virkelighedstro maleri. Jeg har tidligere spurgt Søren, og svaret er: mellem 1 og 2 måneder, naturligvis afhængig af størrelsen.
I Søren Hagens tidlige værker med skyskrabere og flyvemaskiner ses et klart slægtskab med de amerikanske kollegers præference for skinnende og reflekterende materialer og overflader. Men hurtigt manøvrerede han sig ind på sit helt eget spor, hvor det glatte og mekaniske forsvandt til fordel for en pågående stoflighed og en stærk stemningsbærende virkelighedsillusion. Det ses i hans malerier fra Indien, i arkitekturmalerierne og ikke mindst i portrætterne. Det viser sig også i de seneste års værker, som afslører hans dybe fascination af det amerikanske landskab fra Miamis slanke palmer i øst over Arizonas røde ørken til Californien ude mod vest.
Det fornemmes tydeligt, at Søren Hagen i sine værker ikke begrænser sig blot til det virkelige og det synlige, – der er noget mere, – noget underfundigt og udefinerligt, som i ét og samme blik gør hans billedudtryk både troværdigt og gådefuldt. Der fornemmes noget bagved det synlige.
Ligesom i hovedparten af de amerikanske kollegers værker er mennesker umiddelbart fraværende, dvs. ikke direkte til stede i værkerne. Men samtidigt er man hos Søren Hagen ikke på noget tidspunkt i tvivl om menneskelige aftryk og kommunikation i billederne: Et gadeskilt, der siger: Warning do not enter, eller blot Stop, – i andre billeder ses dækspor i sandet, afmærkede parkeringsbåse eller misligholdte vandtårne. Mennesket har været der, nu er blot sporene tilbage til eksistentiel eftertanke.
I Søren Hagens billeder er derfor indlejret en interessant dualisme mellem på den ene side de tilsyneladende smukke motiver med deres Hockneyblå himle og på den anden side et menneskeligt fravær – en gribende ensomhed og melankoli.
Hermed forener Søren Hagen det amerikanske blik for et klart udtryk i farve og form med et nordisk temperement på selve indholdssiden. Og i flere af hans værker bringes fordums kunstere som amerikanske Hopper og hjemlige Hammershøi i klar erindring, – og det er vel næppe de dårligste kunstnere at dele psykologi med.
Jeg vil til slut blot erindre kunstneren om, at Jyllands Postens Pris er at betragte som et skulderklap for en flot kunstnerisk indsats til i dag, men samtidig giver prisen dig jo mulighed for – nok engang – at rejse ud i verden og hente motiver med hjem til alle os andre.
Vi glæder os til fortsat at følge dig.
Tillykke Søren.
Jens Erik Sørensen / dir. Aarhus kunstmuseum.